Logo
Logo

Høstbryllup anno 1925 på museet d. 26. august 2023 kl. 10-16 - entre 50.-

Drømmevilla

En historisk oplevelse du kan deltage i

Under årets høstfest opfører vi et bryllup anno 1925 som et skuespil, hvor gæsterne kan deltage tæt på. Så tæt at de næsten bliver en del af spillet.

Bryllupsbordet har 48 pladser og kuverter, hvor af de 8 er amatørskuespillere. De er alle meget engagerede og har spillet skuespil i mange år på museet. Denne gang skal de spille rollerne som brudepar, brudens far, forlover m.fl. Man må godt forvente fængslende og morsomme taler, pludselige indskydelser fra bordet - og ALT kan ske. Hold godt fast i vinglasset og vær klar når der udråbes en skål for brudeparret Marie og Jens.

Ved højbordet i festteltet serveres en 2 retters kromenu med vin fra Rask Mølle kro. de 40 billetter til bordet er nu udsolgt, men fortvivl ikke. Rundt om festteltet er der placeret stå-borde med hvid dug og blomster, så du som globryllupsgæst kan få det hele med alligevel.

Som gæst denne dag kan du købe vin, fadøl og mad fra grill inden bryllupsmiddagen og skuespillet foregår fra kl. 13.-14.

​Du skal også være klar til at synge med, når festsangene kommer rundt.

Drømmevilla

Et historisk bryllup fra en spændende tid

1920'erne kaldes også "De brølende 20'ere". Håb om en bedre fremtid efter afslutningen af 1. verdenskrig var en af årsagerne til dette festlige årti. Kunst, mode og teknologi udviklede sig hastigt og de modigste blandt de unge, særligt i de store byer greb tiden og tog de nye tendenser til sig.

Den ældre generation kunne forarges over denne udvikling.

Til brylluppet vil vi se gæster i meget traditionelle beklædninger, som tenderer søndagstøjet, hvor andre familiemedlemmer er mere moderne.

Billedet til venstre er fra et havebryllup i 1925 på Stenodden på Taasinge. Havemiljøet indgår som inspiration til opsætningen af brylluppet den 26. august 2023.

Kilde: Taasinge Lokalhistorisk arkiv.

Drømmevilla

Boder og ting til salg under høstfesten

Der er tilmeldt spændende boder til d. 26. august.

I Brugsforeningen er der fyldt op på hylderne og udenfor kan du gå på opdagelse blandt flere boder:

  • Honning og honningsalver
  • Smykker
  • Pileflet
  • Eksklusive brugsting i træ
  • Trædrejede emner
  • Grøntsager fra museets køkkenhave
  • Trælegetøj
  • Glaskunst
  • Smukke liljer og løg til udplantning.

Det er gratis for boder at deltage, du skal blot selv sørge for eget bord. Dagens tema er jo bryllup og hjerternes fest, tag det med i din planlægning.

Vi savner delikatesser, og har du interessante produkter i den kategori, så skriv en sms til 24877419 og meld dig til.

Arrangementet afholdes kl. 10-16 d. 26.8.2023

Opstilling fra kl. 9.

Du kan købe kaffe, kage, æbleskiver, vand, øl, vin og grillmad på dagen.

Drømmevilla

Gamle håndværk folder sig ud på dagen

Vores smed tænder op i essen i den gamle smedie og dagens produktion handler om bryllup. Besøg ham ved essen og få en snak om dette gamle fine håndværk.

Du kan også opleve:

  • Trædrejer
  • Spinderokken producerer garn
  • Der kniples også fine bånd, der bl.a. kan anvendes på brudebuketter.

Drømmevilla

Sort- eller hvid brud?

I forbindelse med brylluppet d. 26. august 2023 sætter vi fokus på datidens brudepar i en lille udstilling i Hornborghuset.

Her kan du opleve den tids beklædning og se en lille film af forskellige brudepar i starten af 1900 tallet her på egnen.

Vi har kun ganske få eksempler på brudepar, hvor bruden er i hvid kjole. Den hvide brudekjole er angiveligt også en del af de livlige 20'ere, hvor tidens strømning kaldte på oprør mod det gamle.

På landet gik udviklingen ikke stærkt, her var de fleste brude stadig sorte, dog med hvidt slør for nogle. Den sorte kjole har i mange tilfælde været anvendt før som festkjole, måske tilrettet og syet om. I udstillingen kan du se flere af disse sorte blanke kjoler.

Brudgommens tøj er langt mere traditionel og udviklede sig ikke så markant som brudene. Et træk som vi også kan se, selv i dag.

Vi har flere sæt brudetøj til mænd, som du også kan se nærmere på.

Billede til venstre er fra Hjortsvang egnen ca. 1920.

Kilde: Hjortvang Museums lokalarkiv.

Find os

Hjortsvang Museum

Bækvej 20

7160 Tørring

Tel. +45 75 67 64 55

Mail. kontakt@hjortsvangmuseum.dk

CVR. 31 80 46 47

Entré

Entre 50.- (€7)

Børn under 16 år har gratis adgang

Vi modtager kontant og Mobilepay

på nr. 60507.

Åbningstider

Museet er åbent fra ca. 1. maj til og med 23. september.

mandag lukket

tir-fre 10-15

lør- søn- helligdage 13-16